Cat laver kunst i sportsklubben
Cat laver kunst i sportsklubben
Hammel GF´s fodboldafdeling anlægger her i efteråret en ny kunstgræsbane. For etableringen står entreprenørfirmaet Dan Jord og deres Cat 323E gravemaskine.
Nye og forbedrede træningsmuligheder
Planen er, at banen skal stå færdig om et par måneder. Til stor glæde for alle aktive fodboldspillere i alle aldersgrupper i Hammel GF Fodbold, som med den nye kunstgræsbane kan træne året rundt uden at belaste de traditionelle græsbaner.
– Målet med kunstgræsbanen er at skabe endnu bedre faciliteter for det voksende antal medlemmer. Vi effektiviserer de kvadratmeter vi allerede har, samtidig med at vi gør fodbold til en helårsaktivitet, lyder det fra bestyrelsesmedlem Tommy Boye, Hammel GF.
Fra grus til græs
Kunstgræsbanen etableres på klubbens nuværende grusbane. En grusbane som kun har været brugbar i det tidlige forår og i efteråret. Men det laves der om på nu. Grusbanen nedlægges og erstattes af kunstgræs med en størrelse på 117×72 m.
– Vi starter med at fjerne stenmel og stabilgrus her på grusbanen. Meningen er, at vi skal genbruge så meget af det igen som muligt, siger Ivar Møller, som er maskinfører hos Dan Jord.
Ivar Møller kommer til at være med hele vejen. Fra de første udgravninger til den nye kunstgræsbane står færdig om et par måneder.
– Det er meget tilfredsstillende at være med fra start til slut. Når jeg nu er færdig med at fjerne og sortere stenmel og stabilgrus, så skal vi have en dozer på til at flytte en masse jord. Senere skal vi også have etableret et regnvandsbassin, siger Ivar Møller.
Perfekte forhold
En god julegave venter således forude for de aktive fodboldspillere. Hvis ellers vejret arter sig.
– Som vejret er lige nu, er det jo helt perfekt. Så holder tidsplanen. Man burde faktisk tage på jagt, men jeg har jo lige et arbejde at passe, siger Ivar Møller, som i fritiden netop er en ivrig jæger.
I stedet for at gå på jagt efter dyr i skoven, må Ivar Møller i gang med arbejdet igen. Han starter gravemaskinen op – Cat´en skal på jagt efter mere stenmel og stabilgrus.