Barske arbejdsforhold i lergraven

Petersen Tegl i Broager har en historie, der rækker helt tilbage til etableringen i 1791. Lige så langt går købet af Caterpillar maskiner ikke tilbage, men valget af Caterpillar som det førende mærke blandt virksomhedens gummihjulslæssere har dog omkring en snes år på bagen. Senest har Petersen Tegl købt en Cat 906M. I forvejen råder virksomheden over en Cat 908, Cat 966K samt 2 stk. Cat 926M.

Driftssikker maskinpark
Petersen Tegl fremstiller mursten af højeste kvalitet, som de sælger til det meste af verden. At producere og levere kvalitet kræver et effektivt produktionsapparat. Og spørger man Valdemar Moldt, som er ansvarlig for maskinindkøb hos Petersen Tegl, så kræver det en produktiv og driftssikker maskinpark. At have nogle maskiner, der ikke holder stille, og som han kan stole på.

– Vi arbejder i meget hårdt materiale, og det er altid fedtet, så maskinerne skal være robuste. Men vi ser ikke mange nedbrud på maskinerne udover almindelig service og vedligeholdelse. Jeg oplever jo aldrig, at en maskine ikke vil starte. Jeg har bevidst valgt Cat maskiner til vores produktion, og så giver det også en god tryghed, at vi har mange maskiner af samme mærke. Vi skal kun ringe et sted hen, og vi får derfor et personligt og tillidsfuldt forhold til specielt servicemekanikeren. Vi kender ham, og han ved, hvordan vores hverdag hænger sammen her hos os, siger Valdemar Moldt.

Styr på maskinøkonomi
Maskinens totale omkostninger er også noget som Valdemar Moldt har fokus på. For ham er det et spørgsmål om at tænke langsigtet fremfor kortsigtet.

– Når jeg køber maskiner ind, tænker jeg gerne nogle år frem i tiden. Hvad er maskinens totale omkostninger. Altså hvad koster det at købe den, hvad koster det at vedligeholde den, er det en stabil og driftssikker maskine, der ikke går i stykker, og som også har en god brændstoføkonomi i forhold til det, den producerer, lyder det fra Valdemar Moldt.

Hårde arbejdsforhold
Valdemar Moldt sidder mange timer i sin Cat 966 hver dag. Efter en prøvetur med ham står indtrykket helt tydeligt. Så ved man, hvad hans arbejdsdag i maskinen indebærer. Underlaget er ujævnt og fedtet. Maskinen vrider og slår sig.

– Jeg er meget tilfreds med komforten, og støjniveauet er væsentligt forbedret gennem årene. Men noget af det, jeg er særligt glad for, er joystikket. De smerter, jeg tidligere havde i skulderen er væk, fordi jeg ikke længere overbelaster min arm, når jeg kan styre maskinen med joystikket, siger Valdemar Moldt.