Claus Deneken: – Cat maskinen behøver ikke at være ny for at køre godt
Entreprenør Claus Deneken fra Haderslev går bevidst efter at købe gode brugte Cat maskiner i stedet for at købe nyt. Han vurderer sit køb ud fra maskines stand, timetal og pris og er indstillet på at vente, til den rette maskine dukker op.
En tillidssag
Den 48 årige aut. kloakmester planlægger i god tid. På den måde sikrer han sig, at han får den maskine, han ønsker.
– Jeg går ud i ordentlig tid, og så er det muligt at få en god brugt maskine til en fornuftig pris. Jeg tog fat i Mads Iversen og fortalte ham, hvad jeg var på udkig efter. Jeg har tillid til, at han så nok skal finde en maskine, der er forholdsvis ny og ikke har kørt mere end max 2.000 timer. At købe brugt er en tillidssag, og tilliden til hinanden kommer, fordi jeg har arbejdet sammen med Pon Equipment i mange år, og vi kender hinanden godt, siger Claus Deneken.
Udvidet garanti
Efter cirka et halvt år dukkede den rigtige maskine op. Valget faldt på en Cat 329E gravemaskine fra 2015 med lavt timetal. Købt med serviceaftale og en etårig udvidet garanti. En såkaldt CCU aftale, som betyder, at brugtafdelingen hos Pon Equipment har inspiceret omkring 140 punkter på maskinen.
– Jeg køber en brugt maskine, hvor toppen er taget af prisen og med garanti for, at maskinen er i orden. Og det er en strategi, jeg har benyttet mig af i mange år. Jeg har ikke noget behov for at fremvise en ny og funklende maskinpark. For mig er maskinerne en brugsgenstand. Når jeg har skåret toppen af prisen, er maskinen også nemmere at forrente, lyder det fra Claus Deneken.
Brugt maskine, der bliver brugt
Maskinen er indkøbt til primært at udføre dræningsopgaver.
– Vi nedlægger cirka 25 km dræn om året, så maskinen kommer til at køre omkring 800 timer på årsbasis. Det bliver til mange ture ud og ind af maskinen. Det kan godt være noget beskidt arbejde at grave dræn ned, men jeg kan altså ikke gå og skifte tøj og støvler hele tiden, så maskinerne kan da godt være lidt beskidte indeni. Men altså – maskinerne er ikke en pyntegenstand. De er købt for at blive brugt men med respekt, siger Claus Deneken.
Høj gensalgsværdi
Ud over den nytilkomne Cat 329E gravemaskine råder Claus Deneken også over en Cat 312 og en Cat D6R dozer.
– Dozeren købte jeg godt nok fra ny. Men det var også kun, fordi der ikke var nogen gode brugte modeller at opdrive på det tidspunkt. Havde der været det, så var den også blevet købt som brugt. Det er ingen hemmelighed, at jeg sværmer for Cat. Det er jo et verdenskendt brand med en god gensalgsværdi, og det er også en afgørende årsag til, at jeg vælger Cat. Når jeg skal af med maskinerne igen, kan jeg få en fornuftig pris for dem, siger Claus Deneken.
Fakta om Cat Certified Used (CCU):
- Max 5 år gammel maskine
- Timetal op til 3500 (kompaktmaskiner) og op til 7500 (øvrige maskiner)
- Maskine i fremragende stand med komplet servicebog
- Fuld service historik
- Grundigt efterset i henhold til Caterpillars standarder
- 12 måneder/1500 timers garanti (forudsætter serviceaftale)
- Der tilbydes Produktlink/Visionlink