Colas Danmark A/S undersøger markedet grundigt, før de træffer deres maskinvalg
Mange faktorer skal være i orden, før Colas indgår en handel om nye maskiner. Særligt er der fokus på førerkomfort, brændstoføkonomi og maskinens totale omkostninger. To nye Cat 982M gummihjulslæssere fandt vej gennem nåleøjet hos Colas. Den ene kører nu i grusgraven i Løgtved ved Svebølle. Den anden i Colas’ grusgrav i Molger ved Horsens.
Før Colas beslutter sig for nye maskiner, undersøger de markedet grundigt. Heri indgår fx demokørsler og maskinførernes vurdering af maskinerne.
– Vi tager maskinførerne med på råd. De kommer ud og kører i maskinerne, før vi beslutter os. Og i den her forbindelse var sagen klar. De pegede alle sammen på Cat´en, siger maskinteknisk chef Henrik Kusk, Colas.
Førerkomfort kan aflæses på bundlinjen
Det, som maskinførerne blandt andet lægger vægt på, er førerkomforten. Det lave støjniveau, udsynet og joystickstyringen gjorde indtryk på dem.
– For os som virksomhed er det vigtigt, at maskinførerne kører i nogle maskiner, der tilbyder dem nogle ordentlige forhold. Det giver simpelthen færre sygedage hos vores medarbejdere. De sidder rigtig mange timer i maskinen hver dag med rystelser og støj, så derfor skal vi forsøge at begrænse disse belastninger så meget som muligt, siger Henrik Kusk.
Selvfølgelig bliver Colas også nødt til at kigge på energiforbrug, produktivitet og maskinernes totale omkostninger.
– Vi lytter til det maskinførerne kommer tilbage med, og så holder jeg det sammen med maskinens pris og produktion. Ud fra det har jeg så vurderet, at vi med de nye Cat maskiner får flyttet nogle flere m3 materiale pr. liter brændstof. Det kan godt være, at Cat er lidt dyrere i anskaffelse, men vi kigger også på, hvad vi kan få for den, når vi skal af med den igen. Cat´en har en høj gensalgsværdi, så samlet set forventer vi, at de samlede omkostninger i maskinens levetid ligger på et konkurrencedygtigt niveau, siger Henrik Kusk.
Første led i fødekæden
Maskinerne får nok at se til. Henrik Kusk forventer, at de skal producere godt 300.000 ton på årsbasis.
– Maskinens driftssikkerhed er virkelig afgørende for os. De to nye 982’ere er første led i fødekæden og kører de ikke, så går næsten alt andet i stå. Hele produktionsprocessen afhænger af Cat´en. Vi har derfor også tegnet en serviceaftale på den, så vi kan få den hurtigt serviceret eller repareret, hvis uheldet er ude. Samtidigt giver det også en økonomisk tryghed, fordi vi kender vedligeholdelsesomkostningerne frem i tiden, slår Henrik Kusk fast.
Købsrejsen er slut
Henrik Kusk´s indkøbstur er slut for denne gang. Fra demokørsler til den endelig indgåelse af en aftale om køb af to nye Cat læssemaskiner.
– Niels Hansen (distriktschef, Pon, red.) har i hele forløbet været god til at sætte sig ind i tingene. Han følger op og kommer med nogle løsninger, der viser, at han har forståelse og indsigt i vores forretning. Det fungerer godt med den løbende dialog og den personlige relation. Når det er på plads, så løser mange ting sig hen af vejen. Og i dag, hvor I leverer maskinen endda før end, vi havde turdet håbe på, så møder I op med både sælger, servicekonsulent og udemontør. Det gør jo, at jeg står tilbage med en oplevelse af, at jeg er vigtig for jer. At jeg bliver set og hørt, og I prioriterer vores virksomhed, slutter Henrik Kusk.
FAKTA: Cat 982M hjullæsser
Standard skovlstørrelse 8,5 m3
Støj: 72 db i kabinen
Vægt: 38 tons
HK: 442 HK. C13 motor trin IV.
Standard integreret vejesystem (Payload)